Menu

T+ træner ansat

04. januar 2017 kl. 13:58

Martin P bliver T+ træner i Jetsmark IF

At Martin Pedersen har valgt at sætte støvlerne på hylden for at rette fuldt fokus på en ny tilværelse som træner, kan der efterhånden ikke være i tvivl om.

Den rutinerede fodboldmand mener det seriøst når han engagerer sig i noget. Ikke bare er Martin Pedersen assistenttræner for Jammerbugt FC’s divisionshold samt træner på elitesportsklassernes fodboldlinje på Skolecenter Jetsmark. Han er nu også ansat som T+ træner i Jetsmark IF, hvor Martin P således for ansvaret for teknisk træning for U10 til U12, ligesom han skal fungere som træner coach for U13 til U15 trænerne.

De voksende ansvarsområder langs sidelinjen skræmmer ikke Martin Pedersen, som tværtimod motiveres af de nye udfordringer, ligesom han ser mange synergieffekter og udviklingsmuligheder i de forskellige trænerroller.
- Som ny talentkoordinator i Jetsmark IF skal jeg sparre med de andre ungdomstrænere og være med til at optimere forholdene og træningerne for vores unge talenter. Vi har i forvejen en masse dygtige unge spillere, men vi mener, at vi med en videreudvikling af den tekniske træning, kan være med til at producere endnu flere spillere af egen avl til vores divisionshold - og måske endda højere oppe i rækkerne, tilføjer Martin Pedersen, som selv har prøvet at arbejde sig frem som ungt talent og hele vejen ind på højeste niveau i Danmark.

- Jeg har som ungdomsspiller i AaB fået en god opvækst og qua dygtige trænere og træning udviklet mig meget som spiller. Så jeg ved på egen krop hvilke øvelser, som er meget effektive og kan give resultater på den lange bange. Udover det så har jeg selv en masse tanker og idéer, som jeg sammen med ungdomstrænerne i klubben, vil prøve at indføre stille og roligt, og dermed skabe en bedre træningskultur for både spillere og trænere, forklarer den nye T+ træner, som ser frem til samarbejdet på tværs af Jammerbugt FC’s eliteafdeling og Jetsmark IF’s talentudvikling.

- Jeg synes det er utrolig spændende, at være med til udvikle og træne de unge spillere og jeg er sikker på det vil bidrage til et endnu bedre sammenspil hele vejen ned igennem klubben, slutter Martin P, som bakkes op af Jetsmark IF’s ungdomsformand, Pia Steen Bjerring.
- Jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt med Martin i denne rolle. Han er ambitiøs og har meget erfaring at give videre til de unge spillere og vores trænere. Vi glæder os meget til samarbejdet.

Luk