Jetsmark IF ønsker alle Glædelig Jul samt godt og lykkebringende Nytår
2025 er ved at gå på hæld - en god og aktiv sæson på mange områder. Nu ser vi frem til sæsonen 2026, og at vi alle kommer godt og sikkert ind i 2026.
Fra 2026 har vi atter ansat en Børneudviklingstræner, Tommy Lund Christensen, hvilket vi glæder os rigtig meget til at få sat i gang på banerne. Henning Pedersen er også klar til at stå i spidsen for Seniorerne sammen med Tommy som assistent.
Vi håber, at vi kan starte et 7-mands-damehold op igen i det nye år.
Lasse Simoni Nielsen fortsætter som træner for S5 holdet og René Nielsen varetager GrandOldBoys-holdet. Til senior-siden søger vi derfor en S4 træner samt en U19 træner. Så kender du en kandidat, så sig endelig til.
I 2025 fik vi atter startet både et U10 drenge og et U19 drengehold op og det er vi rigtig glade for.
I børnegruppen fik vi afholdt MatchDay i foråret, som foruden en dejlig dag på Station gav os en ny forrygende slagsang. Tak til børnetrænerne for at arrangere eventet og til Tobias Lýnnerup for den fine klubsang.
2025 blev også året, hvor vi satte fokus på at få bygget vores nye depot, som vi allerede har taget godt i brug. En del af rummet er boldrum for Ungdom og Senior, og derfor har vi fået mere plads i også det gamle boldrum; plads som vi virkelig manglede i hverdagen. Vores C-hold (seniorerne) stod for byggeriet, og det må man sige, at de fik lavet perfekt. Vi glæder os til at tage det i brug også til Nørhalne Cup, da det her vil gøre en del logistik lettere. Projektet for området blev afsluttet med en udvidelse af flisebelægningen, så vores bordfodboldborde har fået faste pladser og bordbænke let kan stå på fliseunderlag, så græsset lettere kan slås.
Der er også investeret i stole og borde samt udstyr til brug under Nørhalne Cup ud over forbrugsmaterialer som bolde, spillersæt og overtræksveste. Der er blevet råd til et taktikbord til børn samt et nyt fadølsanlæg som resultatet af vores sponsorcykelløb, der igen i år blev en dejlig klubdag med hygge og god mad efter anstrengelserne på cyklerne!
Nørhalne Cup 2025 blev et rigtig godt år for os alle, og vi håber, at I i 2026 vil deltage aktivt på banerne med vores ungdomshold samtidig med, at vi får bemandet de mange vagter på skolen, i Blokhus og Grønhøj samt i telt på Stadion og bespisning i Hal A. Sæt gerne kryds i kalenderen, så vi alle kan få en god cup også i 2026. Her skal vi som noget nyt servere frokostbuffet i Hal A, som man har gjort gennem flere år i AaB. Det skulle gerne betyde langt mindre madaffald på banerne.
Bestyrelsen er nu ved at gøre klar til den forestående generalforsamling, som afholdes onsdag d. 11.02.2026 kl. 19.00 i Jetsmark IFs klubhus. Vi vil stadig gerne, at der vil være lidt flere, der har lyst til at involvere sig i klubbens bestyrelse - gerne fra ungdom og børn årgangene og måske også GrandOldBoys, så vi lettere kan komme i kontakt med årgangenes forældre og måske igangsætte nye sportslige initiativer i alle aldersgrupper. Så mød endelig op og giv dit besyv med - vi er jo alle klubben Og vi har det hyggeligt sammen!
Vi vil her til sidst gerne takke
- alle vores sponsorer og samarbejdspartnere, som loyalt og trofast bakker op omkring klubben
- alle vores trænere, ledere og frivillige, som hver dag yder en kæmpe indsats i vores fantastiske klub med mangt og meget
Og slutte denne jule- & nytårshilsen med at ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt & lykkebringende nytår.
Bestyrelsen i Jetsmark IF
Mariann Knudsen, Andreas Bøknæs, Bøje Holmsgaard Lundtoft,
Henrik Simoni Steffensen, Dorte Mylting, Tinna Søndergaard, Simon Jensen og Pia Steen Bjerring