Velbesøgt og velspillet jubilæumskamp
Velbesøgt og velspillet jubilæumskamp
Med dannebrog hejst hele vejen rundt om grøntsværen var Jetsmark Stadion fredag aften pyntet til Jubilæumsfest. Klubbens 50 år blev fejret med maner af Old Boys Landholdet, Jetsmark IF Allstar og hele 1.047 fremmødte tilskuere.
Stemningen var forrygende i sensommersolen og de to hold leverede god underholding i en målrig affære, hvor Jetsmark IF’s Allstar mandskab i kampens første halvdel viste, at de bestemt ikke har glemt, hvordan græsset på Jetsmark Stadion føles under fødderne.
Der var måske ikke så mange dybe løb, men der var fine kombinationer og snu beslutninger. Det var en bred trup, de grønne havde fået samlet – i mere end en forstand, vil nogle måske mene – og der blev kæmpet bragt mod landsholdslegenderne, der havde Mogens Krogh på mål, Stig Tøfting som kaptajn og Martin Jørgensen som den kreative kraft i offensiven.
En stærk line up, og det brændte da også på med jævne mellemrum foran Jetsmark-målet. Poul Hansen måtte hive et par klasseredninger frem, mens også foden af stolpen fik et kys undervejs. De grønne formåede dog at sætte nogle lovende modangreb sammen og efter et lille kvarters spil leverede Jan Steffensen en sand perle, da han bragte Allstar-mandskabet foran med en bold, der langt uden for feltet blev sendt i en blød bue over i det lange hjørne. Der gik ganske vist rygter om, at det var et indlæg, men mon ikke det var et bevidst skud på mål.
1-0 ved pausen satte fut under landsholdslegenderne, som spillede de grøn og hvidblusede trætte, som minutterne gik i 2. halvleg. Selvom målene begyndte at suse ind hos hjemmeholdet var der dog luft nok hele vejen igennem den underholdende kamp til at bevare smilet helt frem til slutfløjtet.
Hans Henrik Andreasen udlignende til 1-1, inden Martin Jørgensen gjorde det til 1-2 og fulgte op med at efterligne Jan Steffensen og sende et flot mål ind i det lange hjørne til 1-3.
Jacob ”Taz” Sørensen gjorde det til -1-4, inden Allan Gaarde hele to gange dukkede op ved bagerste stolpe, og, ret alene hvis vi nu skal være helt ærlige, pannede mål til 1-5 og 1-6 i kassen.
Slutfløjtet udløste velfortjente klapsalver fra de stemningsfyldte lægter som tak for en underholdende kamp. Herfra var det ind til en kold øl og anekdoter i omklædningsrummet, inden 3. halvleg for de to mandskaber bød på stegt flæsk og persillesovs i et flot opdækket klubhus.
Her satte Old Boys Landholdets anfører, Stig Tøfting, et fornøjeligt punktum for en festlig dag, da han i sin tale veloplagt grillede både med- og modspillere i en sådan grad, at der ikke kun er ømme stænger de næste dage – lattermusklerne for også behov for restitution.
Stor tak til Old Boys Landsholdet for at fyre op under festen. Tak til Allstar-holdet for at give de rød-hvide kamp til stregen. Tak til de mange fremmødte, som i høj grad også bidrog til fodboldfesten, og sidst men ikke mindst tak til de mange JIF’ere, der igennem årene har bidraget til klubben igennem nu 50 år. Vi sender også en kærlig hilsen til de af dem, der denne aften så med fra ”øverste tribune” oppe under sensommersolen.
Det er skønt at være grøn!