Menu

Med U12 Pigerne til Talent stævne i Stensballe

image
24. august 2019 kl. 03:55

Jetsmark IF’s U12 fodboldpiger til Talentstævne i Stensballe

Jetsmark-pigerne har for første gang deltaget i Talentstævnet i Stensballe ved Horsens, som har eksisteret siden først i 90’erne. Det er et pigestævne, hvor de bedste fodboldhold i Danmark deltager i rækkerne U12 til U16.

Pigerne drog af sted om fredagen med tog fra Lindholm station. Turen startede med medbragte madpakker, hygge og spil, inden første kamp skulle spilles fredag aften. Efter en flot spillet kamp blev pigerne indlogeret på den nærliggende skole, hvor de fik deres eget klasselokale, som de skulle bo i resten af weekenden. Træner Trine Thomsen fortalte, at  fodboldpigerne også er gode til at hygge sammen, så der først var ro efter kl. 23 den første aften. ”Det var nok lige sent nok”, sagde hun med et smil på læben.

Lørdag stod på mere velspillet fodbold. Efter de to første kampe lørdag blev pigerne to’er i deres gruppe - kun slået på målscoren med et enkelt mål. Nu skulle der spilles med i toppen af stævnet. De mødte Dalum i kvartfinalen, og Jetsmark-pigerne spillede deres hidtil flotteste kamp, hvor de pressede på i store dele af kampen, men bolden ville ikke ind mellem stolperne, så kampen skulle afgøres i straffespark.

Efter de fem første skud til hvert hold var kampen forsat uafgjort, men efter det 8. staffespark måtte pigerne desværre se sig slået af Dalum-pigerne.

Søndag stod på igen på to jævnbyrdige kampe, som desværre ikke endte ud til pigernes fordel, men efter en skøn og lærerig fodboldweekend endte Jetsmark-pigerne på en flot 8. plads.

Ud fra pigernes egne udsagn har det bedste ved weekenden været at sove og være sammen hele weekenden, møde fodboldpiger fra de andre klubber, spise slik og selvfølgelig spille en masse fodbold.

I Horsens var der stor opbakning fra 16 af pigernes trofaste supportere bestående af forældre og søskende, som er fantastiske til at støtte op omkring holdet. De udtaler, at det er hyggeligt at følge pigerne på sidelinjen - både før, under og ikke mindst efter kampene.

Det er kun 14 dage siden, at pigerne kom hjem fra Vildbjerg Cup, hvor Jetsmark IF deltog med hele otte hold. Der vandt pigerne en rigtig flot sølv-medalje i en årgang ældre end dem.

Holdet består i dag af 15 piger i årgang 07-08 fra Pandrup, Kaas og Aabybro. De spiller i a-rækken i U12 og Liga2 i U13, og derudover deltager de i landspokalturneringen for U13.

Hvis der er flere piger, der kunne tænke sig at prøve kræfter med pigefodbolden i Jetsmark, så er alle velkommen til en træning på Jetsmarks bane tirsdag eller torsdag kl. 17.00.
Man kan se mere her på klubbens hjemmeside. Vi har altid plads til flere piger, der har lyst til at spille fodbold.