Menu

Kim Hansen overtager roret hos U16 og U17 talenter

image
Thomas Jansen
08. november 2018 kl. 09:18

Når fodboldforåret skydes i gang i det nye år, er der nye og erfarne kræfter klar til at overtage udviklingsarbejdet med klubbens unge talenter i U16 og U17 årgangene.

55-årige Kim Hansen, der er bosat i Skovsgård, har således takket ja til muligheden for at slutte sig til Jammerbugt FC, hvor han tager over fra Allan Freiheit, der i stedet indtræder i klubbens sportslige udvalg samt skal varetage en funktion som scout.

Kim Hansen kommer til klubben med masser af kompetencer og masser af trænererfaringer fra forskellige udviklingsmiljøer i fodboldens verden. Kim er A-licens træner med 17 år i fodboldfaget, heraf de seneste mange år i Thisted FC, hvor Kim gennem årene har trænet fra U13 og op til U19 Division. Dertil har Kim tidligere ligeledes været ansvarlig for morgentræninger på EUC og ankommer i det hele taget med en taske fyldt med gode fodboldkompetencer.

- Jeg kender Kim fra min tid i Thisted og han er en person, som går all in og arbejder hårdt. Jeg er ikke i tvivl om, Kim passer godt ind samarbejdet med klubbens øvrige trænere, fortæller en glad cheftræner Bo Zinck, og fortsætter;

- Kim er A-træner og er tilmed meget erfaren. Han er uden tvivl klar til at videreføre det flotte arbejde, som Allan har udført. Allan har gjort et stærkt stykke arbejde og der er virkelig noget at bygge videre på. Kim overtager et hold med en spændende fremtid og et enormt potentiale. Det sker selvfølgelig i samarbejde med alle os andre i trænerteamet og det ser jeg meget frem til. Jeg er meget tilfreds med, at vi har dette på plads, og igen har udvist rettidigt omhu.

Selv ser Kim efter en kortere fodboldpause frem til igen, at skulle have græs under støvlerne, og ikke mindst til at skulle arbejde med et hold af ambitiøse og talentfulde unge fodbolddrenge.

- Jeg er vant til arbejdet med aldersgruppen og ved derfor, hvad der kræves. Jeg ved, jeg kan give drengene noget og har ladet mig fortælle, at det er et godt hold, som virkelig vil det. Det vil jeg også, og derfor er det netop sådan noget, der tiltaler mig. Jeg er typen, der vil, at der skal være fuld knald på, når vi er der. Unge mennesker, der vil noget og er villige til at yde for at nå sit mål, er meget motiverende, og jeg glæder mig meget til at hjælpe de enkelte spillere i sin udvikling. Forhåbentlig kan det bidrage til, at mange af dem en dag spiller på divisionsholdet. Jeg glæder mig meget til at komme i gang, fremhæver en tydeligt engageret og kvalificeret Kim Hansen.

Kim Hansen får bl.a. et tæt samarbejde med Jammerbugt FC U19 træner, Tommy Pedersen, som netop har forlænget sin aftale med klubben.

Luk